Specialsmøremidler -          
Kvalitet og totalrådgivning
          
Home - LUBRAL Specialsmøremidler
      Home  • 
SMØREMIDLER Printvenlig sidePrintvenlig side  

FLC-1010 kædespray

Værd at vide om kædesmøring
02-04-2007 | Af: Peter Rahbek / dba.dk

Oprindeligt bragt i MC-Basen - dba.dk

Kun de færreste betvivler værdien af regelmæssig kædesmørring. For kæden er en både støjende og især tabsgivende komponent i motorcyklens transmission, og den usmurte kæde støjer voldsomt med sin raslen, ligesom den nemt kan -æde- dobbelt så mange hestekræfter i effekttab, som en velsmurt kæde.

Effekttabet opstår, når der udvikles en kolossal spildvarme pga. friktion mellem de tørre kontaktflader både inden i og udenfor en kæde, der ikke smøres tilstrækkeligt. Så i takt med at kæden nedbrydes indefra, slides der også hårdt på motorcyklens forreste og bageste kædehjul. Og fortsætter man med at køre på den usmurte sekundærtransmission, står man efter ganske få tusinde kilometer med behov for et nyt kædekit (altså kæde + kædehjul). Det koster i reglen mellem 1500 og 4500 kr. afhængig af type og kvalitet.

Vi anbefaler dig at vælge den bedst mulige kvalitet, fordi slidstyrken i en højkvalitativ kæde og tilsvarende gode kædehjul ofte er mange gange bedre end slidstyrken i en sekundavare. Men effekttabet er også klart ringere:

Som hovedregel regner man med få hestekræfters effekttab i en velsmurt kvalitetskæde på en mellemstor MC i 100 hk klassen, mens en kæde og kædehjul af dårlig kvalitet nemt æder 4-7 hk på samme maskine.

Langt værre er det imidlertid med den helt usmurte, tilsvinede, rustne og næsten nedslidte kæde. Den æder nemlig nemt op mod 10-15 hk og giver et betydeligt bidrag til motorcyklens støjudvikling, hvor især den højfrekvente lydenergi (der virkelig generer folk i nærheden) kan nå niveauer svarende til en voldsom rockkoncert!

Der er flere hundrede forskellige typer kædesprays på markedet og de kan i grove træk deles op i tre hovedgrupper: De oliebaserede sprays, de voks-baserede og så de kemiske.

De rent kemiske kædesprays, som er den mindste gruppe, opererer med en form for "imprægnering" af metallernes overflade, og deres friktionsreducerende virkning kan være endog særdeles effektiv - i hvert fald så længe behandlingen ikke er slidt igennem. Til gengæld støjdæmper de stort set ikke.

De voksbaserede spraymidler er de mest støjdæmpende, og forudsat at de sprayes på mens kæden er driftsvarm (dvs. efter en længere tur med høj fart) og efterfølgende får lov til at sætte sig og størkne igennem, så holder de i reglen smørevirkningen ret længe - gerne 500 til 1500 km.

Voksbaserede smøremidler kan smøre rigtigt udmærket, men de klæber meget, og har derfor en kedelig evne til at fastholde snavs, sand og støv, der efterfølgende kan slide hårdt på kædens leje- og kontaktflader.

Derfor skal voksbaserede smøremidler jævnligt renses HELT af med specialmidler før kæden på ny smøres ind.

De oliebaserede smøremidler har en kedelig evne til at blive slynget af under brug og sviner derfor lidt mere. Til gengæld forlader meget af snavset de bevægelige dele sammen med olien, og derfor kan man eftersmøre gennem længere perioder uden at opleve det helt store behov for en gennemgribende rengøring af selve kæden. Kædekassen og omgivelserne omkring det forreste kædehjul må imidlertid rengøres hyppigt.

På MC-Basen har vi opnået de bedste erfaringer med kædesprays, der kombinerer kemisk smøring med en tynd, penetrerende olie.
Fx FLC-1010 fra det danske firma Lubral. (Læs evt. mere på www.kædespray.dk og www.kæderens.dk)

Her bør man som hovedregel smøre den varme kæde hver gang man kommer hjem eller har kørt mere end 100-200 km.

Vort vigtigste budskab kommer her: Hellere smøre hyppigt og ganske lidt, end sjældnere og mere. På den måde kan et kædekit af god kvalitet nemt holde 25-40.000 km.

Ritualet med den daglige kædesmøring efter turen er for øvrigt en god lejlighed til både at tjekke kædehjul, kæde og bagdækkets kondition efter, så maskinen altid er klar og i topkondition næste gang du skal ud og trille.

God tur…




Læs original artikel fra MC-Basen